Vi ved, at Gud ikke findes - eller gør vi?
Nietzsche og Guds død
Den tyske digter og filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) er ikke mindst blevet berømt for ordene “Gud er død”. De udtales i hans store digterværk ”Also Sprach Zarathustra”, hvor vi møder Zarathustra, som opholder sig i bjergene for i ensomhed at fylde sig med visdom. Han når sit mål, og træder frem for solen og siger: ”...Se! Jeg er overmæt af visdom; jeg er som bien, der har samlet for megen honning. Jeg har hænder behov, der strækkes mig i møde…” Derefter drager han ned til menneskene. På vejen møder han en eneboer, der også har søgt ensomhed for at hengive sig til sin kærlighed til Gud. Han og Zarathustra udveksler bemærkninger, men da de skilles, siger Zarathustra til sig selv: ” Skulle det virkelig være muligt? Denne hellige olding har i sin ensomhed endnu ikke hørt, at Gud er død!”
Med netop denne formulering adskiller Nietzsche sig afgørende fra den almindelige ateisme. At være død er ikke det samme som ikke at eksistere. Hvis Gud er død, må han jo engang have været levende. Der er i Nietzches formulering noget, der kan føre tanken hen på Kristus på korset. Det er mennesket, som har dræbt Gud og - med et udtryk af Claude David - ofret ham på intethedens alter. Gud er altså død – for os. Vores moderne kultur er gudløs, og vi kan ikke finde Gud ved at vende tilbage til tidligere tiders konfessionelle religiøsitet. Så ville vi begå det, som den franske digter og filosof Albert Camus kalder ”det filosofiske selvmord”. Det består i, at vi ikke tør leve livet, og derfor erstatter det med drømmen om et liv efter døden.
For Nietzsche er det menneskets opgave at træde i Guds sted. Derfor må mennesket udvikles til overmennesket. Ved overmennesket skal ikke forstås en fysisk eller intellektuel overlegen mennesketype, men derimod et menneske, der indser, at der ikke gives absolutte værdier, og som i stedet for at resignere selv formår at give mening til sit liv. I “Also Sprach Zarathustra” beskrives det således, at da Zarathustra når den nærmeste by, ser han, at en stor flok mennesker er forsamlet på torvet for at se en linedanser. Med denne scene som baggrund taler Zarathustra således til forsamlingen: ”Mennesket er en line, udspændt mellem dyr og overmenneske – en line over en afgrund. Farligt er det at gå over, farligt at være undervejs, farligt at se sig tilbage, farligt at gyse og blive stående. Det store ved mennesket er, at han er en bro og ikke et mål:…”
Denne udvikling forløber gennem 3 stadier, som rummer ufriheden, frigørelsen og uskylden. Det første stadie er kamelens. I det stadie er mennesket en slags kulturelt lastdyr, som slæber på hele kulturarven, konventionerne og de moralske bud uden at være i stand til at få et forhold til det. Det andet stadie er løvens. Her sønderrives alle bånd, ødelægges alle fordomme og illusioner, og der sker en frigørelse fra en regelbundet morals snævre bånd. De to første stadier forholder sig til fortiden og til opgøret med den. Det tredie stadie er rettet mod fremtiden. Det er barnets stadie, og det nås som resultatet af den frigørelse, der foregår i 2. stadie. Her er mennesket som udgangspunkt uskyldigt, og det befinder sig i en tilstand uden den angst, som fortidens byrder har påført det. Mennesket er nu herskeren i sit eget univers, og dets udvikling er ikke styret af regler og bånd, men af dets egen frie vilje.
I “Also Sprach Zarathustra” bruges der ikke mange ord på selve opgøret med troen på Gud. I stedet taler Zarathustra om de eksistentielle konsekvenser, og der er således snarere tale om et opgør med religionen og de konventioner, den pålægger de troende, end der er tale om ateisme i moderne forstand. Nietzsche er måske endnu mere digter, end han er filosof, og “Zarathustra” er i sin udformning meget tæt på de forskellige hellige skrifter, fortælleformen er mytisk, og ideerne leves snarere end de beskrives. Guds død er for Nietzsche en del af menneskets videre udvikling.
Den moderne ateisme
I december 2010 var der en debat, “Tro versus fornuft”, mellem troende og ateister. Debatten var arrangeret af DR og blev udsendt på DR2. Hovedoplægsholderen var Klemens Kappel, som er cand. phil., læge og lektor på Københavns Universitet. Kappel har været medlem af Etisk Råd, og desuden er han erklæret ateist.
Kappel startede sit indlæg med at sige: “Vi ved, at Gud ikke findes”.
Ved Gud forstår han et væsen, der kan lytte, meddele sig, have hensigter og planer og som kan gribe ind i den naturlige verden. Og når vi ved, at Gud i denne betydning ikke findes, hænger det sammen med, at der ikke er evidens for hans eksistens.
Evidens er et begreb, der stammer helt tilbage fra 1600-tallet. Betydningen skifter inden for forskellige filosofiske retninger. Oprindeligt betød det en direkte indsigt i modsætning til en formidlet indsigt, altså noget, man kunne erfare eller indse umiddelbart, uden at det var nødvendigt med længere forklaringer først. Det har været diskuteret, om evidens betegner en bevidsthedstilstand, altså siger noget om den, der indser noget, eller om evidens er en egenskab knyttet til sandhedsbegrebet. Efterhånden er opfattelsen blevet den, at der er evidens for noget, hvis det underbygges af kendte fakta eller der er andre gode grunde til at antage det. Begrebet er altså flyttet fra at være knyttet til en erkendelsesstræben til at være en slags sandsynlighedsberegning.
Det er da også i denne sidste betydning, Kappel bruger begrebet. Han taler om, at der er 3 typer evidensområder knyttet til spørgsmålet om Guds eksistens.
1. Logiske / filosofiske overvejelser.
2. Slutning ud fra bedste forklaringer.
3. Vidnesbyrd.
1. Logiske overvejelser:
Der har været forsøg på at bevise Guds eksistens lige siden oldtiden, og disse gudsbeviser kan inddeles i forskellige typer.
Det kosmologiske Gudsbevis bygger grundlæggende på den opfattelse, at verdens eksistens må forudsætte en skaber, og denne skaber må være Gud.
Det entropologiske Gudsbevis bygger på, at verden må have haft en begyndelse og eksisterer af en eller anden grund, for der er ingen iboende nødvendighed i verdens eksistens. Derfor må det være Guds grund, og derfor må Gud eksistere.
Det ontologiske Gudsbevis bygger på det, at Gud forstås som fuldkommen. Men det hører med til det at være fuldkommen, at man eksisterer, og derfor må Gud også eksistere.
Alle Gudsbeviser findes i forskellige variationer, og desuden findes yderligere typer som f. eks. de moralske, de historiske og psykologiske Gudsbeviser.
Men Kappel kommer slet ikke ind på Gudsbevisernes substans, men siger simpelthen, at der kun findes fejlslagne logiske overvejelser eller beviser. Han affærdiger derved Gudsbeviserne uden videre, hvilket på en vis måde er bemærkelsesværdigt, da han jo selv er i gang med en slags omvendt Gudsbevis: Han vil gerne bevise, at Gud IKKE eksisterer.
2. Slutning ud fra bedste forklaringer.
Denne evidens bygger på en undersøgelse af de forskellige forklaringer på menneskets eksistens: Er mennesket skabt af Gud, som det står i Biblens skabelsesberetning, eller er der en bedre forklaring. Kappel peger på evolutionslæren som den forklaring, der passer bedst sammen med vores øvrige erfaringer og iagttagelser.
Men han forsømmer at undersøge, om der kan findes en religiøs indfaldsvinkel til evolutionslæren, som dens ophavsmand Darwin f. eks. selv havde, som når han skriver i “Arternes Oprindelse i slutningen: “Der er noget storartet i dette syn på livet, ifølge hvilket det med alle sine forskellige kræfter oprindeligt af skaberen blev skabt ud fra nogle få former, eller måske blot én…”
3. Vidnesbyrd
Opfattelsen af Biblen som Guds åbenbaring ser Kappel ikke som en troværdig tilgang. Han finder det mere sandsynligt, at Biblen er fremkommet på samme måde som alle andre skrifter i historien, nemlig som noget, der er skrevet af mennesker. Dermed forkaster han Biblen som vidnesbyrd på Guds eksistens. Desuden tager han spørgsmålet om andre religiøse åbenbaringer op, og han forklarer dem som psykologiske fænomener, som ikke er troværdige udsagn om Guds eksistens.
Ingen evidens for Guds eksistens
Hermed mener Kappel, at han har vist, at der ikke er evidens for, at Gud findes. Han indrømmer, at det ikke er det samme, som at der er evidens for, at han ikke findes. F. eks. kan det jo være, at Gud har besluttet at skjule evidensen for sin eksistens og foretrækker at virke i det skjulte. Det er en logisk alternativ forklaring, som aldrig kan hverken bevises eller modbevises, og den kaldes Gud-hypotesen. Imod den taler, at vi normalt ikke drager videnskabelige forklaringer i tvivl, blot fordi der findes et logisk alternativ af mytologisk art, som samtidig anfægter det samlede naturalistiske verdensbillede.
Kappel omtaler det “vi”, som indgår i sætningen “Vi ved, at Gud ikke findes”, som en del af et socialt fællesskab, der er præget af 2 afgørende forhold:
1. Kognitiv arbejdsdeling
2. Transmission af viden.
Den kognitive arbejdsdeling betyder, at vi ikke behøver at opleve noget selv for at tro på det. Vi kan opleve det gennem andre eller gennem medier. Vi tror på, at der har været mennesker på månen, selv om vi ikke har set det, og de, der er skeptiske, udgør et afvigende mindretal.
Transmission af viden bygger på, at vi kan lære af hinanden og derved oparbejde et tillidsforhold til de forskellige fagvidenskabelige områder. Nå vi f. eks. lærer geografi, tvivler vi ikke på den viden, vi tilegner os.
Når Kappel udtaler, at vi ved, at Gud ikke findes, bygger det netop på disse forhold. Den viden, som en række fagvidenskaber som, geologi, astronomi, evolutionslære, filologi, arkæologi osv. giver os, bekræfter for ham, at der ikke er evidens for, at Gud findes, på så overbevisende en måde, at man kan tale om , at det er viden.
Religionsfrihed
For Kappel er det et vigtigt udsagn at udbrede i samfundet. Det bør efter hans opfattelse være en del af vores generelle livsforståelse, fordi Gud ikke kan være svaret på livets mening. I et liberalt samfund har vi religionsfrihed, hvor de forskellige religioner frit kan udfolde sig inden for lovens rammer. De forskellige religiøse samfund lever fredeligt side om side. Men i virkeligheden er der kun tale om en slags væbnet neutralitet, for hvert enkelt af de religiøse fællesskaber er overbeviste om, at de har ret, og de andre tager fejl, og der ligger måske også en trang til at udbrede sin egen opfattelse på bekostning af de andre.
Hvis vores samfund bygger på den viden (Kappels formulering), at alle kirkesamfundene helt grundlæggende tager fejl, vil de for alvor være ligestillet. For de religiøse normer er efter Kappels opfattelse ikke Gudsgivne, men i virkeligheden sociale, de forandrer sig over tid, og netop det ser Kappel som et bevis på, at de er menneskeskabte: De er afhængige af skiftende tiders forskellige normer.
Eksisterer Gud?
Knap 2 år senere, d. 18. april 2012, finder der en ny debat med samme emne sted. Den arrangeres i et samarbejde mellem Ateistisk selskab og Folkekirken, og den har overskriften: “Does God exist?” Denne gang er det en debat med 2 deltagere. Den ene er igen Klemens Kappel, der forfægter det synspunkt, at Gud ikke eksisterer. Den anden er William Lane Craig, som er professor i filosofi og teologi på Talbot School of Theology i USA. Han er kendt for sin deltagelse i den type diskussioner især i USA. Kappel føjer i debatten ikke noget nyt til det, han allerede har fremført, så vi vil koncentrere os om Craig.
I sit indlæg gennemgår og kritiserer Craig Kappels synspunkter, som de blev fremstillet i den første debat. Han fremsætter indledningsvis 2 grundlæggende påstande:
1. Der er ingen gode grunde til at tro, at ateisme er sand.
2. Der er gode grunde til at tro, at teisme, troen på Gud, er sand.
Han peger på det forhold, som også Kappel tidligere medgav, at manglende evidens for noget ikke nødvendigvis betyder, at det ikke eksisterer. Men i øvrigt tager han på sig at vise, at der faktisk ud fra hans opfattelser ER evidens for Guds eksistens på alle de 3 områder, hvor Kappel mente, der ikke var det: Det logisk/filosofiske, slutning ud fra bedste forklaringer og vidnesbyrd.
1. Logiske og filosofiske argumenter - igen
Her peger Craig på filosoffen Leibniz, der spørger: Hvorfor eksisterer noget i stedet for ikke at eksistere? Hvis ikke det eksisterer som en nødvendighed ud fra sin egen natur, må der være en anden grund. Men universer eksisterer ikke som følge af noget nødvendigt, der bygger på deres egenart. Derfor må der være en anden grund, til at de eksisterer. Den anden grund kan kun findes i en trancendental virkelighed, der NØDVENDIGVIS eksisterer. En trancendental virkelighed findes nemlig udenfor universet, og det er en forudsætning, hvis det skal være grunden til, at universet eksisterer. En sådan trancendental virkelighed kan kun være Gud. Gud eksisterer i kraft af sin egen natur, altså som en nødvendighed.
Craig medgiver, at denne type overvejelser ikke kan betragtes som et bevis, men at de viser, at det ud fra en logisk/filosofisk tilgang til spørgsmålet er mere sandsynligt, at Gud eksisterer end det modsatte. Med andre ord: Der er evidens for Guds eksistens.
2. Slutning ud fra bedste forklaring - igen
Her kommer Craig ind på det, han kalder universets “fine-tuning”. Det dækker bl.a. over det forhold, at alle de mange detaljer, der på en gang skal være til stede, for at der kan opstå og være liv på jorden, faktisk er til stede. Det kan ikke skyldes en fysisk betinget nødvendighed, for der findes jo planeter overalt, hvor det ikke er tilfældet. Det er for usandsynligt, at det skyldes rene tilfældigheder. Den mest sandsynlige og dermed den bedste forklaring må være, at det er udtryk for en eller anden form for designplan, som igen må skyldes Gud. Derved er der så også på det område evidens for, at Gud eksisterer.
Desuden tyder al forskning på, at universet har haft en begyndelse. Da universet omfatter alt fysisk eksisterende, har der altså før dets eksistens ikke eksisteret noget fysisk. Selv om man er tilhænger af teorien om multiverset, altså om, at der eksisterer flere universer, hvilket måske kan betyde, at et univers fødes af et tidligere eksisterende, vil der også have været en begyndelse for multiverset, og også her gælder det, at der før den begyndelse ikke har eksisteret noget fysisk.
Universet er altså skabt ud af en intethed, som ingen egenskaber har, og forestillingen om, at denne egenskabsløse intethed af sig selv kan skabe et univers er langt mere usandsynlig end forestillingen om, at Gud har været bag skabelsen. Også på dette område er den bedste forklaring altså Guds eksistens, og der er dermed evidens. Der er faktisk i denne sammenhæng i følge Craig ikke noget alternativ til teismen.
3. Vidnesbyrd - igen
Også her mener Craig i modsætning til Kappel, at der er evidens for Guds eksistens.
Hans argumentation bygger på følgende:
Hvis Jesus genopstod fra de døde, er der tale om et sandt mirakel. Her er der 3 historiske kendsgerninger, som belyser det spørgsmål. Craig gør meget ud af at betone, at de 3 kendsgerninger ikke er noget frit opfundet, men er udtryk for langt de fleste historikeres opfattelse. Der er altså tale om en “main-stream”-historieopfattelse.
De 3 kendgerninger er:
a. Efter korsfæstelsen blev Jesus grav fundet tom.
b. Både grupper og individer så Jesus levende efter hans død. Det var både disciple, skeptikere og modstandere.
c. Disciplene var jøder og troede ikke på genopstandelsen før den yderste dag. Alligevel troede de på Jesus genopstandelse. De ville endda dø for den tro.
Der er forsøgt mange forskellige forklaringer på disse historiske kendsgerninger. Men Craig påpeger, at ud fra en almindelig vurdering må den bedste forklaring være, at der var tale om et mirakel, som bekræfter Guds eksistens, og at der dermed også på dette område er tale om evidens.
Evidens og det eksistentielle
Men kan jo alt efter temperament og overbevisning vurdere Kappels og Craigs udsagn, som man nu vil. Ingen af dem fremstår som beviser, og for de fleste vil det nok også være sådan, at ingen af dem har nogen egentlig overvisningkraft, i det mindste ikke i så høj grad, at man alene ud fra udsagnene vil skifte tro. Men selve det forhold, at man overhovedet vil begynde en diskussion om, hvorvidt der er evidens eller ej for Guds eksistens, viser en helt anden indfaldsvinkel til religionen, end den, som f. eks. Nietzsche giver udtryk for. For Nietzsche er der tale om et eksistentielt spørgsmål, og han ser det som en opgave for mennesket at gøre oprør mod den tankebinding, han ser i kristendommen. Men oprøret er nok så meget rettet mod den afretning på det moralske område, som den tids religionsudøvelse kunne medføre, og derfor er hele hans værk en form for frigørelse fra de moralske og smålige bånd. Noget tilsvarende gælder en række af de samtidige og efterfølgende filosoffer.
Men den moderne videnskabelige tilgang til spørgsmålet er ikke rettet mod det eksistentielle. Der er snarere tale om et naturalistisk verdensbillede, der skal gå op, og som ikke levner plads til noget selvstændigt åndeligt. Det ville bare bringe kaos i regnestykket. Derfor opstår spørgsmålet om evidens. Hvis religionen i denne forståelsesramme skal være andet end blot en slags psykologisk trøstspisning, kræves der helst beviser eller mindst evidens for Guds eksistens. Og i denne sammenhæng er Craigs indlæg betydningsfuld. Han viser nemlig, at evidensbegrebet, som det bruges af Kappel, og med ham mange andre, der ønsker at udbrede ateismen, er flydende og kan føre til hvad som helst, alt efter hvad men putter i det. Det er ligesom det logiske udsagn: Man kan kun drage konklusionerne, hvis præmisserne er fastlagt i enighed. Og det virker som om, at det indgår som en ubeskrevet del af både Kappels og Craigs præmis, at de ønsker at fremstille sagen, så konklusionen ender med at pege i en bestemt retning. De er begge i forvejen overbeviste om deres grundsyn, og derfor bliver spørgsmålet om Guds eksistens aldrig belyst. Der bliver blot argumenteret for nogle synspunkter.
Hvis vi placerer Kappels indledende udsagn, “Vi ved, at Gud ikke findes”, i den sammenhæng, hvor han selv placerer de religiøse spørgsmål, problematiseres ateismen af Kappel selv. Han ser religionsfriheden som en vigtig del af det liberale samfund. De religiøse samfund lever side om side, tilsyneladende i fred og fordragelighed, men i virkeligheden i en slags væbnet neutralitet, fordi de hver især er overbeviste om, at de har ret, og gerne vil udbrede deres tro. Men Kappel mener også, at det er vigtigt at udbrede i vores samfund, at Gud ikke eksisterer, og at alle de religiøse samfund dermed tager fejl. Dette synspunkt retfærdiggør Kappel med, at han mener at have påvist, at der er evidens for det. Men Craig har netop på tilsvarende betingelser påvist, at der er evidens for, at Gud eksisterer, og det belaster brugen af evidensbegrebet i religiøs sammenhæng så meget, at det ikke med rimelighed vil kunne danne baggrund for, at samfundet BØR udbrede en bestemt opfattelse. Kappels ateisme er således sammenlignelig med en religiøs opfattelse, netop fordi ideen om, at der kan være evidens for spørgsmålet om Guds eksistens, ikke giver nogen mening, og hans - og med ham andre ateisters - budskab kan derfor forstås som en slags ateistisk indre-missionsk virksomhed.
Religion og evolution
I Bogen “Det virkelige Menneske” af antropologen Dennis Nørmark og idéhistorikeren Lars Andreasen finder vi en naturvidenskabelig forklaring på, hvorfor nogle af os er religiøse. De ser det således, at religionen er et biprodukt af den måde, vores hjerner fungerer på. Vi bliver overvældet af den kaotiske og meningsløse verden, og religionen hjælper os til at udholde det, fordi den giver os en absolut mening med livet. Ganske vist stemmer vores religiøse tænkning ikke overens med virkelighedens kausale forbindelser, men i stedet opfinder den sammenhænge for os, der gør det hele forståeligt.
Den religiøse tænkning fungerer lige frem som en evolutionær strategi. Forfatterne giver et eksempel herpå: I et samfund slår høsten fejl, og agerbrugerne tolker det på den måde, at de har fremkaldt gudernes vrede, fordi de har opført sig forkert. De ændrer nu denne opførsel så den bliver mere hensigtsmæssig, og måske bliver høsten næste år bedre. De tror nu, at deres bedre opførsel er grunden til den bedre høst, de holder fast i den, og derved har de nu gennemgået et udviklingstrin, der, fordi det er mere hensigtsmæssigt, vil forbedre artens overlevelse. Religionen har altså bidraget til den evolutionære udvælgelse og skal på denne måde ses som en evolutionær ressource. Eller som de direkte formulerer det: “Vi mener ikke, der er grund til at lægge skjul på det: Den religiøse tænkning er en forkert opfattelse af virkeligheden…..Religion er i rent logisk forstand forkert - men den virker.”
Vi møder her hos forfatterne en grundopfattelse, som ligger meget tæt på Klemens Kappels og som vi finder meget udbredt i ateistiske kredse. Det betragtes og fremsættes som en kendsgerning, at Gud ikke eksisterer. Det begrundes i en snæver positivistisk naturvidenskabelig livsopfattelse, som danner baggrund for, hvordan både videnskabelige resultater og alle andre områder fortolkes, og netop denne tolkning er igen en afspejling af den ateistiske tro. Det hele ender med at blive et cirkelargument på denne måde:
1. Den materialistiske/naturalistiske tolkning af videnskabelige resultater er den eneste rigtige. F. eks. skal alt ses i lyset af evolutionslæren.
2. Fordi den materialistiske/naturalistiske opfattelse af mennesket derfor er rigtig, gælder det for religionen, at den skal opfattes som en evolutionær strategi uden reelt indhold. Den religiøse tænkning er forkert.
3. Fordi den religiøse tænkning er forkert, er det kun den materialistiske/naturalistiske opfattelse af verden og mennesket, der kan være rigtig.
Problemet er selvfølgelig ikke, at nogen har den opfattelse. Vi kan sige med Klemens Kappel, at i et liberalt samfund må alle religiøse opfattelser, også den ateistiske, have lige ret. Men giver vi også Kappel ret i, at de forskellige opfattelser bare opretholder en væbnet neutralitet indbyrdes, og at de hver især mener, at de har ret og alle andre uret, og at de derfor er moralsk forpliget til at udbrede den rigtige opfattelse, altså missionere, så passer ateismen i Klemens Kappels udgave såvel som den udgave, man møder i bogen “Det Virkelige menneske” - og i at hav af lignende populærvidenskabelige publikationer - perfekt ind i billedet. På baggrund af en ikke eksisterende evidens eller en cirkelargumenteret grundopfattelse missioneres der på livet løs for ateismen. Det sker i medierne, i paneldiskussioner, i blade, tidsskrifter og bøger, og det hele virker meningsløst. For hvorfor dog overbevise nogen om, at noget, de selv ser som en afgørende bestanddel af deres virkelighed, ikke findes, hvis det til syvende og sidst ikke er noget man ved, men bare noget, man tror man ved, hvilket man måske endda inderst inde ved. Hvilken evolutionsstrategi kan der ligge bag sådan en virksomhed?
Som nævnt i begyndelsen, er den faktuelle afgørelse af, om Gud eksisterer eller ej, ikke det, som Nietzsche beskæftiger sig med trods udsagnet om, at Gud er død. Langt vigtigere for ham er de eksistentielle konsekvenser. Mennesket kan ikke længere hænge fast i gamle moralbegreber, men må frigøre sig til en ny uskyld. Det er et opgør, ikke med Gud, men mennesket selv. Ligesom Nietzsches værk i sit sprog kan lede tanken hen på flere religioners hellige skrifter, således kan tanken om overmennesket, i “Also Sprach Zarathustra” skildret som et uskyldig barn, lede tanken hen på Biblen, Galaterbrevet kap. 2: “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”.
Uanset religiøst tilhørsforhold ligger der et budskab til alle hos Nietzsche: Det ikke kun arterne, der skal udvikle sig, som Darwin skriver det i “Arternes Oprindelse”. Hver enkelt af os kan også udvikle os på et åndeligt plan, og her bliver det hele rigtigt spændende.
Tom Horn